Scenario 3: Biometriens velsignelser

Den 36-årige kommunikationschef Sofie Løvenrose strakte sig veltilpas under den varme dyne og missede mod den skarpe vintersol, der trængte ind gennem en sprække i gardinet. Hun udbrød et stille ”sluk” ud i rummet, hvorefter den insisterende hyletone forsvandt og loftslyset holdt op med at blinke.

Hun kastede et blik på årstallet, datoen og tidspunktet, der stod at læse med lysskrift på væggen: 2020, 23. december, 09.00. Hun havde arbejdet over til langt ud på natten. Nu stod juleferien for døren, men der var endnu meget, hun skulle nå – fx havde hun endnu ikke købt en eneste julegave. Sofie Løvenrose havde sine to børn hver anden uge, og de skulle være hos faren i julen, men gaver skulle de have. Det var på høje tid at komme ud af fjerene.

Da hun trådte ud i køkkenet, blev hun som altid genkendt af husets servicekamera-4, der sendte besked til det intelligente styringssystem om at aktivere gulvvarmen i køkkenet og på badeværelset. Hun blev mødt af den logrende robothund Solvej, der bjæffede et ”Godmorgen, Sofie – har du sovet godt?” med sin hæse, charmerende røst. Hun klappede det lille dyr og bemærkede, at den bevægede sig langsommere end sædvanligt. Hun kyssede hundens bløde snude, deaktiverede dens elsystem, knappede op ind til solcellepanelet og placerede den i solen i vindueskarmen. Nu satte hun satte sin højre tommelfinger på den biometriske aflæser på køleskabets front og fik adgang. Hun tømte kartonen med vitamin- og mineralberiget drikkeyoghurt med ægte jordbærekstrakt i ét drag og supplerede med en håndfuld tørrede goji-bær. Så tog hun et hurtigt bad og kom i tøjet. Før hun løb ud ad døren, aktiverede hun atter hunden og satte den ned på gulvet. ”Pas nu godt på huset i julen,” smilede hun og klappede sin lille ven på hovedet.

Hun låste huset af med en kode, hun opbevarende i sit smart-card – et plastikkort i kreditkortstørrelse, som hun åbnede med sit fingeraftryk. Kortet indeholdt alle de koder og password, hun brugte i hverdagen – til netbank, kreditkort, bil, båd, sommerhus, arbejdsplads, offentlige parkeringspladser og meget andet. Kortet rummede også sundhedsoplysninger, skatteoplysninger og andre beskyttede informationer om hende. Hun kunne stadig gribe sig i at føle stor lettelse over ikke længere at skulle huske alle livets koder, og bekymre sig om, at myndighederne vidste stort set alt om hende. Der var trods alt et og andet, hun gerne ville holde for sig selv.

Et par minutter senere svingede Sofie Løvenrose sin elbil, der var blevet ladet op i løbet af natten, ned på motorvejen, kørte gennem den biometriske registrering, der gav adgang til fast track-banen. Hun betalte et fast beløb om måneden til selskabet Fast Track Biometrics Inc., som håndterede alle fast track-tilbud i Danmark, inklusive dem i lufthaven, som via en kombination af ansigts- og irisgenkendelse bragte hende hurtigt gennem security og ud til flyet. Det seneste hun havde hørt var, at der var fast track offentlige transport på vej i storbyerne. Hun susede forbi bilkøerne på den ordinære motorvej og fik lidt ondt af dem, der ikke var så privilegerede. Kort efter svingede hun gennem registreringszonen ved indkørslen til sin arbejdsplads. Fra dét øjeblik var hun genkendt og kameraer med ansigtsgenkendelse fulgte hvert skridt hun tog på arbejdspladsen, ligesom it-systemerne registrerede alt, hvad hun foretog sig på sin computer. Hun skyndte sig op på sit kontor, og priste sig endnu engang lykkelig for, at ledelsen et par år tidligere havde besluttet at skrotte de åbne kontormiljøer. Hun lagde benene op og gav sig i kast med at skrive et udkast til den fondsbørsmeddelelse, der skulle udsendes tredje juledag.

I det samme tikkede en besked ind på Sofie Løvenroses mobilenhed. Det var ugerapporten fra plejehjemmet, hvor hendes mor havde boet det seneste års tid på grund af demens. Hjemmets biometriske overvågningssystem havde detekteret moren 14 gange på vej væk fra institutionen, men personalet var hver gang trådt til og havde ledsaget hun tilbage til rummet. Midt i sorgen over sin mors sygdom, glædede det hende, at plejehjemmet ved hjælp af den biometriske teknologi var i stand til at passe så godt på moren.

Sofie Løvenrose hentede en sandwich i kantinen og satte den til livs i bilen. Der var for én gangs skyld kø i fast track-banen. Hendes blik gled ud ad vinduet og i det samme bevægede tankerne sig tilbage i tiden. Det gjorde hende en smule urolig, at hun ikke kunne kontrollere sine tanker. Den menneskelige hjerne havde sine egne love, som forskerne langt fra havde gennemskuet. Og tankerne – de levede deres eget liv. I det øjeblik mindede de hende om dengang i barndommen, hvor der ikke fandtes overvågning og hun kunne bevæge sig rundt uden at andre vidste, hvor hun var og hvad hun lavede. Hun mærkede en uvant ro brede sig kroppen ved tanken. Men så var der én, der dyttede, og hun vågnede op med et ryk, satte bilen i gear og accelererede i retning mod byen. Næste stop var den store legetøjsbutik på gågaden, dernæst afleverede hun gaverne og tog grådkvalt afsked med de små pus, der for første gang skulle undvære deres mor juleaften. Men hun havde forfærdelig travlt, og der var ikke tid til de store afskedsscener. Hun skulle nå flyet til Stockholm klokken 18, for i det svenske ventede hendes forældre med julemaden. Hun kastede bilen fra sig i lufthavnen og skyndte sig gennem fast track-passagen, der førte direkte fra parkeringsanlægget til security-afsnittet. Foran hende trådte først en burka-klædt kvinde og dernæst en tydeligt transseksuel mand problemfrit gennem security, da de blev identificeret ved hjælp af irisgenkendelse. Hun kunne ikke lade være med at glæde sig over biometriens velsignelser, der blandt meget andet også gjorde det muligt for blinde at bruge betalingsautomater, hvor der var installeret et sikkerhedssystem, som byggede på stemmeidentifikation. Endelig sank hun ned i flysædet. Hun sukkende og smilede ved sig selv. Nu kunne hun med god samvittighed holde juleferie.