Irisgenkendelse

Irisgenkendelse er en meget sikker biometrisk teknologi, der kan anvendes til såvel verifikation som identifikation. Faktisk vurderes chancen for, at der findes to identiske iris til at være én ud af 10^78. Iris forbliver uændret hele livet og er bedre beskyttet bag øjenlåget end for eksempel et fingeraftryk, der slides dagligt. Irisscanning er en af de mere inkluderende biometriske teknologier. For eksempel kan blinde også anvende irisscannere, så længe de har iriser. Ligeledes er der kun meget sjældent problemer med upræcise læsninger forårsaget af briller eller kontaktlinser.

Hvordan fungerer en irisscanner?
En fordel ved irisscanning er, at den kan baseres på en relativt simpel teknologi. Hjørnestenen i en iris-scanner er et digitalt kamera baseret på CCD-teknologi. For at kunne tage klare billeder af iris bruges både synligt og infrarødt lys. Det infrarøde lys er med til at skabe højere kontrast og dermed gøre det lettere at adskille pupillen fra iris. Når kameraet har taget et billede, lokaliseres pupillens centrum og yderkant, iris’ kanter, øjenlåget og øjenvippen. Herefter bliver mønstret i iris analyseret og transformeret til en unik numerisk kode – også kaldet en ”template”.

Teknologiens styrker
Irisscanning er karakteriseret ved at have en ekstremt lav ”False Match Rate” (FMR). Det skyldes både iris’ unikhed men også det forhold, at de algoritmer, der bruges til at konvertere de personlige karakteristika fra det scannede billede til templates, er meget nøjagtige og detaljerede. Irisscanning har desuden den fordel, at iris ikke forandres med tiden. Samtidig kan teknologien anvendes til både logiske og fysiske adgangssystemer, hvorfor der er mulighed for at skabe et integreret adgangssystem til for eksempel både bygninger og computersystemer.

Teknologiens svagheder
Irisscanningsteknologien er på nuværende tidspunkt mere besværlig at anvende for brugeren end for eksempel fingeraftryksscanning og ansigtsscanning. Forklaringen er, at det kræver en relativ præcis placering af hoved og øjne. Dette problem vil dog med tiden blive mindre i takt med, at teknologien forbedres.

Udfordringen med at få acceptable billeder af iris resulterer i en relativt høj afvisning af personer, der ellers er registrerede som brugere – såkaldt ”False Rejection Rate” (FRR). Det forventes dog, at teknologien med tiden vil overkomme dette problem. Det er endvidere en svaghed, at relativt mange mennesker opfatter brug af øjnene til biometrisk autori-sation og identifikation som noget ubehageligt.

Der er også en udbredt bekymring for de fremtidige formål, som irisscanning kan blive anvendt til. Det er blandt andet ikke utænkeligt, at det bliver muligt at identificere en person på meget lang afstand, hvilket – i kombination med sammenkøring af centrale registre – vil øge risikoen for gennemgribende overvåg-ning.

Trends
Irisscanning har i en årrække været brugt i forbindelse med grænsekontrol i blandt andet De Forenede Arabiske Emirater og England, af FN til uddeling af nødhjælp og af det amerikanske militær til at sikre, at kun de rette personer får adgang til bestemte faciliteter.

Irisscanning er måske den mest lovende af de nuværende fysiske biometriske teknologier, primært på grund af den høje præcision. På nuværende tidspunkt fungerer irisscannere allerede så godt, at de kan scanne iris på ca. tre meters afstand gennem både briller og bilruder, og mens personer er i bevægelse.

Forventningen er, at irisscanning i fremtiden vil kunne ses i en bred variation af enheder såsom mobilte-lefoner, PDA’er og laptops. Det forventes desuden, at irisscanning hurtigt vil vinde videre udbredelse i forbindelse med autorisation af forbrugere, internt på arbejdspladser, som adgang til borgerservices og i forbindelse med grænsekontrol og immigration.