Scenarie 2: Ingen skjulesteder i overvågningssamfundet

Det var en kølig efterårsdag i året 2020. Fuldmægtig ved Det National Sikkerhedskontrolcenter Ingolf Koll havde netop havde sat sig til rette ved skrivebordet, da skærmen foran ham afgav et advarselssignal. Det gibbede i ham, og han mærkede adrenalinet pumpe – hvor han dog elskede sit job!

Der var ikke noget bedre end at se en svindler gå i fælden – og jo flere, der faldt i, des mere fik han i lønningsposen. Jo, det var dejligt at være tilbage på pinden efter en lang efterårsferie i familiens skød. I det samme tonede ansigtet af en ung mand frem på vægprojektoren. Under ansigtet stod følgende informationer: ”Objektets navn: Jonathan Hokusan. Alder: 27 år. Cpr: 130393-2457. Civilstand: Ugift, ingen børn. Bemærkning: Udtaget til totalovervågning i 24 timer (nu 23 timer, 59 minutter, 9 sekunder) – derefter status til Centralkontrolenheden, der træffer beslutning om eventuel fortsat overvågning. Årsag: Manglende indbetaling af børnebidrag. Anklaget for forsikringssvindel (under 100.000 Euro) i sag om trafikskade. Anklaget for ureglementeret arbejdsforhold, såkaldt ”sort” arbejde, samtidig med at objektet modtager sygedagpenge fra det offentlige.”

Ingolf Kolls fingre bevægede sig hurtigt hen over tastaturet, og snart havde han ved hjælp af GPS-systemet i den unge mands lovpligtige mobilenhed, hvorigennem al kommunikation med det offentlige foregik, indfanget en person, som kameraer med indbygget biometrisk genkendelse i det samme bekræftede var Jonathan Hokusan. Den unge mand bevægede sig med rolige skridt hen over Rådhuspladsen i retning mod Strøget. Uden at han på noget tidspunkt fik den fjerneste mistanke om det, ville Ingolf Koll i det kommende døgn følge alle objektets bevægelser og al kommunikation, han var involveret i. Kolls opgave var ganske klar: Han skulle identificere mulige beviser i forhold til anklagepunkterne.

Med nogle få tryk på skærmen rekvirerede Koll en oversigt over objektets kommunikation via sin mobilenhed – såvel taletelefoni som email – i de forløbne 30 dage. Næste skridt var at indhente samtlige oplysninger, der fandtes om objektet i offentlige databaser – bl.a. om bopæl, indtægtsforhold, skat, pension og helbred. Endelig fik Ingolf Koll adgang til en fælles kommerciel database, som objektet selv på et tidspunkt havde tilmeldt sig for at modtage målrettede reklametilbud. Den indeholdt detaljerede informationer om hans indkøbsmønstre fordelt på samtlige varekategorier inden for de seneste tre år, foruden informationer om, hvor han havde været på ferie. Samtlige oversigter skulle vedlægges den endelige 24-timers rapport til Centralkontrolenheden.

Ingolf Koll gik nu ind i Det Nationale Sikkerhedskontrolcenters centrale database og placerede en overvågningsalarm på Jonathan Hokusan. Alarmen betød, at databasen fra dette øjeblik ville sende information direkte til ham, hver gang objektets biometriske data blev genkendt af et hvilket som helst overvågningskamera med biometrisk genkendelse. I de seneste 10-15 år var der blevet sat biometriske kameraer op overalt i landet på bl.a. gader og stræder, posthuse, banker, benzinstationer, butikker og indkøbscentre, stadioner, stationer, lufthavne, toge, busser og i offentlige bygninger. I praksis kunne sikkerhedsmyndighederne følge en borger tæt fra det øjeblik, vedkommende trådte ud ad døren fra sin private bolig – og meget af det, borgeren foretog sig i privatsfæren, kunne man få indblik i ved at overvåge hans eller hendes aktiviteter i cyberspace.

Jonathan Hokusan fortsatte ned ad Strøget og gik ind på cafeen Bobs Superfood, hvor han bestilte en ”Total Active” – en friskpresset kåljuice med algepulver og tangkrymmel på toppen. Han løftede tilsyneladende uden problemet papkruset med den arm, han havde anmeldt svært skadet efter trafikulykken til sit forsikringsselskab, og fortsatte sin vandring. Få minutter senere drejede han ned ad en sidegade og forsvandt ind i en butik ved navn ”Urban Living”. Her kunne Koll ikke følge objektet og slog derfor systemet på ”automatik”, hvorefter det ville afgive en alarm i det øjeblik, Jonathan Hokusan atter trådte ud i det offentlige rum.

Der skete ingenting de følgende to timer. Derefter aktiverede objektet sin mobilenhed og hans stemme trængte ud i lokalet i Det National Sikkerhedskontrolcenter.

”Hej skat.”

”Hvor er du henne?”

”Jeg er på arbejde i min søsters forretning. Jeg har fri klokken 18, tænkte på, om du ikke henter mig – vi kunne gå ud og spise bagefter?”

”Troede du havde ondt i armen.”

”Det er væk for længst. Ses vi?”

”Selvfølgelig. Kys.”

Ingolf Koll havde i mellemtiden fået to yderligere overvågningssager at tage sig af. Derfor passede det ham fint, at Jonathan Hokusan var på arbejde nogle timer og ikke krævede særlig opmærksomhed. Men han var klar, da alarmen lød og objektet trådte ud ad butikken lidt over seks med sin påståede dårlige arm om skulderen på en ung kvinde. Han fulgte dem til indgangsdøren til en indisk restaurant og senere gennem gaderne til Jonathan Hokusans bolig.

Kameraet i gaden overvågede entredøren natten igennem, mens Koll sov, men der blev ikke afgivet alarm, hvilket betød, at objektet ikke havde forladt sin bolig. Den følgende morgen kunne Koll derfor afslutte sin 24-timers rapport. Der var for ham ingen tvivl om, at mistanken mod Jonathan Hokusan var berettiget og at han ville blive dømt. Dermed havde Det National Sikkerhedskontrolcenter og han selv som medarbejder endnu engang bevist sin berettigelse. Det styrkede hans selvfølelse i forhold til de stadig flere mennesker, der mente, at overvågning af borgerne truede demokratiet. Ingolf Koll mente tværtimod, at den voksende samfundstransparens var en garant for demokratiets overlevelse. Og med de digitale fodspor, ethvert menneske bl.a. ved hjælpe af biometrisk identifikation satte sig i cyberspace, var beviserne ikke til at skyde igennem. Det gavnede sikkerheden i samfundet – og fuldmægtig Kolls løncheck.