Scenarie 1: Identitetstyveri med livstruende konsekvenser

Det var en lun sensommermorgen i året 2020. Overlæge ved Hjertecentret på Rigshospitalet, Thomas Holberg, låste sin cykel fast til stativet og gik fløjtende over mod hospitalets indgangsparti i tonet glas. Endnu engang strøg det gennem ham, hvor glad han var for sit liv.

Han havde en kone, der elskede ham, og sammen havde de tre dejlige teenagebørn, der var akkurat så besværlige og frihedshungrende som de skulle være. Familien manglede heller intet materielt. De boede i en stor, moderniseret Frederiksberg-villa med plads til det hele og lidt til og meget mere, som en dansk trubadur sang i hans barndom i fattigfirserne.

Thomas Holberg smilede ved tanken og satte farten op. Foran ham ventede en udfordrende hjerteoperation på en nyfødt, som han var en af de eneste i Norden, der kunne udføre. Han var allerede fokuseret på opgaven og havde gennemtænkt de passager, han erfaringsmæssigt vidste, ville blive mest udfordrende. Nu ringede hans mobilenhed med en talebesked fra bankrådgiveren, der havde forsøgt at få fat på ham de seneste dage. Det må vente, tænkte han, og passerede i det samme den biometriske overvågning ved indgangen, der registrerede hans bevægelsesmønster og ansigtstræk. I dette tilfælde ikke hans iris, fordi han var iført solbriller.

Med det nye system med flere, mere avancerede kameraer, behøvede man ikke længere rette blikket mod et bestemt punkt over luftslusen, men kunne gå lige igennem. Systemet spottede hans kendetegn og sammenholdt dem på en brøkdel af et sekund med hans biometriske data i hospitalets centrale database. I samme nu fik hans kolleger på afdelingen besked om, at han var i bygningen, og kunne gå i gang med at klargøre de sidste teknikaliteter forud for operationen. Samtidig gik der besked til Rigshospitalets tidsregistreringssystem om, at han var mødt på arbejde. Men det biometriske system havde også funktioner, som Thomas Holberg ikke kendte til.

Systemet registrerede bevægelsesmønstre og fremtoning, der var blevet klassificeret som overvågningskrævende af det biometriske overvågningssystem. Systemet foretog sine vurderinger ud fra et sæt af kriterier om bl.a. en persons bevægelseshastighed og -målrettethed, omfanget af medbragt eller efterladt bagage og bagagens udseende, religiøst betinget påklædning, etnisk oprindelse og race. Kriterierne var fastsat internationalt ud fra en statistisk baseret opgørelse af karakteristika ved personer, der havde udført forskellige kriminelle handlinger.

Alle biometriske data om de personer, der trådte ind på hospitalsområdet, blev sendt til dansk politis og Interpols centrale databaser og sammenholdt med data for tusinder af personer, der var efterlyst i Danmark og den øvrige verden. Hvis der var et match, sendte systemet automatisk en alarmmeddelelse i en bestemt trusselskategori til henholdsvis hospitalets vagtpersonel og til nærmeste politienhed. Allerede inden Thomas Holberg var nået halvvejs over til elevatoren, der skulle bringe ham op på afdelingen, havde systemet afsendt en kode-rød-advarsel, og i det øjeblik hans finger ramte elevatorknappen, greb stærke arme ham bagfra. Kort efter befandt han sig i et tomt, hvidt lokale uden vinduer.

”Jeg må bede dig om at finde dit borgerkort frem,” sagde en høj muskuløs betjent i uniform.

”Hvad drejer det her sig om?” råbte Thomas Holberg vredt og begyndte at gå over mod den blanke ståldør, men betjenten stillede sig i vejen.

”Jeg skal have dit borgerkort lige nu!” sagde han skarpt.

Thomas Holberg opgav sin modstand. Han forstod ikke, hvad der foregik omkring ham. Nu trak han sin pung frem og fandt kortet.

”Vær venlig at aktivere det, jeg skal have fuld adgang nu!” sagde betjenten.

Thomas Holberg så vantro på ham. Hele hans liv befandt sig på dét kort. Alle passwords og koder til oplysninger om hans sundhedsmæssige og finansielle forhold. Men informationerne på kortet kunne man få adgang til hans konti og se, hvad han brugte sine penge til. Og man kunne afdække hans præferencer og vaner. Oplysningerne ville blotte ham fuldstændig.

”Du kan ligeså godt gøre det med det samme. Min kollega er på vej med en dommerkendelse. Der er ingen vej udenom.”

Thomas Holberg følte sig både vred og forvirret, da han lagde sin tommelfinger på kortet og aktiverede det. Nu førte betjenten sin skanner hen til kortet og overførte indholdet. Fra dét øjeblik havde Thomas Holberg stort set ikke én hemmelighed tilbage i verden.

”Jeg vil gerne vide, hvorfor du gør det her mod mig?” mumlede han.

”Du er mere naiv end politiet tillader, hvis du tror, du kan slippe af sted med at røve en pengetransport og skyde en mand ned på åben gade i et totalovervåget samfund,” brummede betjenten.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om – jeg har ikke røvet eller skudt nogen.”

”Du kan fortælle dine løgnehistorier til dommeren.”

I det samme ringede Thomas Holbergs mobile enhed, som politimanden havde beslaglagt. Den store mand tændte den og førte den op til øret. ”Det er din kone,” mumlede han.

”Må jeg ikke få lov at fortælle hende, hvor jeg er. Hun er højgravid og kan føde hver time det skal være?” løj han.

En mild vind blæste henover betjentens ansigt og han rakte ham telefonen.

”Du får ét minut.”

”Hvad er der sket, Thomas?” hviskede hun. ”Rådgiveren nede fra banken har ringet og fortalt, at du har tømt alle vores konti i løbet af de sidste tre døgn. Jeg er også blevet kontaktet af den amerikanske ambassade. De siger, de har lejet vores hus i tre år, og at du har fået udbetalt et depositum på 125.000 euro. Souschefen i handelsafdelingen flytter ind på mandag.”

Før Thomas Holberg nåede at svare, havde vagten fortrudt sin velvillighed og taget telefonen fra ham igen. Nu gik døren op og yderligere to betjente trådte ind.

”Jeg vil gerne tale med min advokat,” sagde Thomas Holberg med dirrende stemme, da hans arme blev låst på ryggen med plastikstrips. Men ingen svarede ham, og kort efter befandt han sig i en varevogn med tonede ruder, der kørte af sted gennem byen i høj fart. Nu kom han i tanke om det lille drengebarn med hjerteproblemer. Drengens overlevelse afhang af ham. Thomas Holberg slog sit hoved mod ruden, men ingen reagerede.

Langt om længe sank han om på siden med lukkede øjnene, og mens bilen bragte ham længere væk fra alt det, det betød noget i hans liv, begyndte en sætning at gentage sig i hans hjerne: ”Der er én, der har stjålet mine biometriske data og overtaget min identitet”. Han kunne slet, slet ikke overskue konsekvenserne. Det eneste, han vidste, var, at forbryderen ville have et stort forspring, når politiet forhåbentlig engang blev klar over, at de havde begået en utilgivelig fejl.